Må jeg…….?

Må du tage det største stykke kylling, det sidste toiletpapir eller børnenes slik?

Må du fravælge at give dine børn en feriedag fra børnehaven og gå på cafe med en veninde?

Må du holde ind på vejen hjem fra job, drikke kaffe i bilen, mens du ser et afsnit af yndlingsserien…… i stedet for at komme hjem til tiden?

Må du lyve og sige at det var trafikken?

Må du godt glemme at hente dit barn i SFO, fordi du blev dybt optaget af dit job?

Må du sige, at du ønsker at din far dør - så du kan få fred i dit liv?

OG - hvem spørger man lige om lov?

Jeg har gjort alt det nævnte og jeg har ikke været stolt af det….. indtil nu!

Stolt er måske et stort ord, men ……. har du tænkt over hvem der har bestemt, hvad DU må og ikke må?

Nogle kalder dem for ......

Hattedamerne

En betegnelse af middelalderens middelklassekvinder, hvis opgave var at pynte mens deres mænd tjente penge. Kvinderne fik den ide, at gå ud i samfundet med flotte hatte og hjælpe det de kaldte “fortabte sjæle”. De satte grænser og rammer for hvad der var rigtigt og forkert. Hvad der var skamfuldt og hvad der var ordentlig opførsel. Ikke ud fra forskning eller et spørgeskema - men alene ud fra deres egne personlige holdninger.

Man siger at en stor del af verdens “Emma Gad regler” stammer herfra. Skabt af nyrige, nyfigne, pynte damer, som fandt det passende at belære andre om livet, med en fin hat på hovedet.

Mine regler

Da jeg for mange år siden deltog i skabelsen af en sammenbragt familie, begreb jeg HVOR forskellige regler man kunne leve under - regler som vi hver især så som sandheden.

Nogle synes det var normalt at skide, mens andre var i bad - mens andre synes det var unormalt.

Nogle synes det var skønt at sidde med benene oppe på stolen, albuer på bordene og spise med fingrene - andre synes det var LANGT over grænsen.

Der var tusindevis af oplevelser, som blev et tydeligt bevis på, at regler bare var og er noget - nogen har bestemt.

I min opvækst var der regler omkring alt!

Jeg husker som barn sætningerne:

• “Hvad vil andre ikke tænke?”
  
• "Vær nu en pæn pige!"
  
• “Piger har ikke fodboldkort!"
  
• “Folk må jo tro, at du ingen opdragelse har!”
  
• “Man får ikke job hvis man ikke kender de sociale koder!”
  
• “Det er almindelig høflighed at…….”
  
• "Vær ren og pæn, ellers tager ingen dig alvorligt!"

Sikker på du kender dem. Truslerne om social isolation hvis vi ikke følger flokken - hvis vi ikke ligner de andre.

Jeg har selv opdraget min børn med hæslige regler. Jeg har kæmpet for at få dem til at forstå, at det er godt at kende spillereglerne - alene fordi jeg selv havde slugt ideen om, at alt andet kan være farligt...... de kunne blive ensomme, anderledes, udstødte......og det som er værre....?

Jeg har hørt mig selv sige:

“Du får det lettere i skolen, hvis du er venlig overfor din lærer”

“Jeg synes det er flot, du er så god ved andre”

“Det er høfligt at holde døren, at smile til dem du går forbi, at sige pyt når andre er grove, at spørge pænt….etc”

“Man kan ikke bare droppe en ven fordi de kommer til at lyve. Du er ikke selv fejlfri....”
(Den er jeg virkelig flov over at have sagt !)

“Grunden til at du skal lære alt muligt i skolen er, at man så kan klare sig bedre i livet og få en uddannelse….” (Den er jeg heller ikke stolt af!)

Men efterhånden som mine børn er vokset til, har det vist sig, at de ikke gør det jeg siger, men det jeg gør. De har alle mine såkaldte uvaner - og gudskelov for det.

De stiller spørgsmål som jeg selv tænkte som barn og ung, men som jeg tidligt lærte ikke at sige højt….....

• “Hvorfor skal jeg lære alt det, som ikke interesserer mig?”
  
• “Hvorfor skal jeg være høflig og smile til voksne som ikke gør det samme overfor mig?”
  
• “Hvorfor lærer man ikke at være sig selv?”
  
• “Hvorfor skal jeg lege med nogen som opfører sig på en måde jeg ikke kan li’?”
  
• “Hvorfor må voksne ignorere børn, men børn må ikke ignorere voksne?”
  
• “Hvorfor lader voksne som om de godt kan lide nogen, de ikke kan li?”
  

Det er da vildt gode spørgsmål!

Hvorfor……….?

Det var ordet som bevirkede, at Spørge Jørgen kom i seng med smæk…….

Men er det ikke på tide at vi laver en ny regel her?

Fortjener man ikke en is, et hurra! eller et kram, når man stiller et godt og undrende spørgsmål?

Hvorfor?

Hvorfor skulle jeg ikke tage det største stykke kylling?

Ingen anden havde jo taget det? Hvem skulle ellers have det? Hvad er præmien for at lade være? At være høflig? Hvis jeg er sulten, vil jeg hellere have kødet end en høflighedspris!

Hvorfor skulle jeg ikke lytte til min lyst og mine dybeste behov - sende børnene afsted og tage på cafe?

Tænk lige hvor glad deres mor var, da de blev hentet efter jeg havde veninde hygget på en cafe. Et rum hvor irritationer og overload blev omformateret til latter og en stor PYT knap. Børnene blev (hver gang - for det var flere end én) hentet af en lattermild optanket mor.

Hvorfor skal jeg skamme mig over, at jeg elsker mit arbejde så højt, at jeg et par gange har glemt tid og sted? Shit happens... og ligesom jeg ville tage hånd om en andens “glemte” barn, så skete det også her - og sikke gode grin vi har haft over de historier.

Og min far……. da jeg var 16 år, i dansk stil skrev et digt med ordene:  “Jeg ønsker at min far dør. Jeg ønsker noget af være ked af som andre forstår. Ingen forstår sorgen af at være datter til min far. Men en død far, det forstår de!” ......fordi ..... han drak og det var urimeligt svært at leve i og omkring.

I dag er han mod alle odds 84 år og han er nu døende.

Vi har talt om liv og død mange gange. Vi har talt om at han må “rejse afsted” når han er klar. At vi alle vil klare os hver især og sammen. Han har lært os meget vi ikke skal og noget som er værd at kopiere. Jeg har lyttet til hans mange fortrydelser og de mange ting han aldrig fik gjort.

Han græder blidt når jeg kommer og holder hans hånd. Sukker af lettelse når jeg giver ham noget at drikke og aer hans kind. Livskvaliteten er væk - det er ren ventetid.

Billeder af hans familie og venner hænger overfor hans seng, og er nu hans alternative "TV". Han mindes, smiler lidt - og i et klart og følsomt øjeblik siger han: “Husk at gøre hvad du har lyst til” og kigger mig i øjnene.

Og..... det vil jeg gøre, far. Jeg er i fuld gang.

Men hattedamerne kæfter stadig op i mit indre.

Der er så meget jeg ikke må, ting jeg burde gøre og sige - hvis jeg vil være et godt og rigtigt menneske. "En pæn pige!".

Sammenstødet mellem mine Hattedamer og min livsappetit, lyst, nysgerrighed og min evigt skabende hjerne.... er åbenlys.

Sandheden er, at mit liv lige nu er fyldt med….. mit NYE liv.

Et liv jeg har skabt. Et liv hvor jeg for første gang nogen sinde - står først.

Min virkelighed er, at der er dage, hvor det vil passe mig bedst, at min far dør.

Nogle gibber når jeg siger det - andre smiler uroligt. Nogle griner højt og nikker forstående - de kan genkende. Uanset hvad andre mener - så er det min sandhed og jeg MÅ godt sige det.

“Behøver du virkelig at sige det højt, Nicooline! Hvad tænker folk da ikke om dig!” ville min mor have sagt - og hvis hun turde havde hun haft en stor hat på.

Kæreste mor i sjæleland - de andre vil siger alt muligt - og alt de siger handler om dem. Handler om hvad deres indre hattedamer, har besluttet de må.

Jeg vil gerne holde min fars hånd - men skulle jeg ikke holde den i det sekund han trækker vejret for sidste gang - så var det sådan det skulle være. Han er tanket op med alt han skal bruge til sin rejse.

Jeg er undværlig i hans liv - men jeg er uundværlig i mit eget.

Jeg gør og siger hvad jeg har lyst til og brug for, far! Tak for skubbet.

Og mine kære børn, og du som læser - husk I bestemmer hvad I må. OG - ja, mor - det har konsekvenser at åbne munden, men det har også konsekvenser at lade være......

Så hvad mon I har lyst til. Hvad har DU lyst til og behov for? Og mon du kan få lov for din indre Hattedame?

Kærlighed og lys 
Nicooline Flor