Er du en god elsker ?

Jeg tænker ikke kun på den fysiske del - men der er ingen tvivl om, at det jeg vil dele med dig, også har indflydelse på dit liv på lagnerne.

Spørgsmålet er hvordan og hvorfor elsker du andre mennesker?

Mit gæt er, at der kun går ret kort tid fra du møder en partner, ven eller kollega, så skaber du en relation, som ligner mange af dem, du allerede har?

Du har en grundadfærd, som kan ses både når du handler i Bilka og når du ligger på lagnerne med din udvalgte.

Måske du er.....

Familiemennesket som elsker, når familien er samlet og alt er godt
  • du føler at kærlighed findes i at være tæt med din familie eller en gruppe. Du elsker når dine kære er tæt omkring dig og du forkæler dem med stor nydelse. Du går gerne og frivilligt over dine grænser, for at få fællesskabet til at være rart. Du udsætter ofte dine egne behov.

    Eller…..måske er du

Mennesket som elsker at blive set og valgt.

  • Du elsker gaver, at mærke andres interesse. Uden at ville det, så er du et flirt i verden fordi du altid søger andres blik. Du trives fantastisk ved at blive valgt på jobbet og i privaten. Du er mere optaget af jagten end byttet - fordi nær kontakt over tid, godt kan føles overvældende og krævende. Du får let følelsen af at være udenfor og jaloux.

    Eller…. måske er du

Perfektionisten - som føler sig elsket, når andre er tilfredse med dig

  • Anderkendelse er din benzin. Du vil gerne være dygtig. Du arbejder gerne over - for at vise du er dedikeret. Dit hjem er noget du viser frem med stolthed. Du er meget opmærksom på dig selv i verden. Du evaluere din opførsel, når du har været med andre mennesker og bliver ofte selvkritisk.

    Eller måske er du noget helt andet…..

Uanset så er det alt sammen gamle indkapslede overbevisninger, som er skabt af dig som barn. Din opfattelse af, hvordan du opnår kærlighed og hvordan du elsker andre.

Hvis du er lidt som mig, så tænker du - “ikke den barndom igen, jeg magter det ikke”....  men hæng på lidt endnu.

Da du blev født kiggede du ud på verden, med det særlige blik, som kun et spædbarn har.

Du var helt åben, og helt i kontakt med hvad du kunne li' og ikke li'.

Allerede få minutter efter du trak vejret første gang, havde du de første erfaringer.

Du græd og din mor favnede dig og sagde beroligende lyde. Konklusion: "Når jeg græder - er jeg sammen med nogen."

Der skal ikke meget fantasi til at forestille sig, mange andre scenarier med mindre positive konklusioner, fordi - den “forstand” vi har som små mennesker, skaber naturligvis fejlkonklusioner. Hvis ingen retter dem - så er det din virkelighed. 

Min erfaring

I min familie var der 3 børn, en ængstelig og ulykkelig mor og en far som drak i smug.

Min mor havde svært ved at rumme, når ting ikke gik som hun ønskede - hun blev urolig og angst. Hendes reaktion var at blive meget vred og kunne herefter ignorere os i timer og dage.

Min ældste søster traf det valg, at trække sig og blive stille. Mit gæt er, at hendes konklusionen var: “Jeg kan ligeså godt opgive”.

Min næstældste søster valgte at argumentere og skændes med vores mor, som blev endnu vredere og udskammede hende. Mit gæt er, at hendes konklusion var: “At opgive ser ikke rart ud - heller negativ kontakt end ingen kontakt”  

Jeg var efternøleren - den yngste. Jeg så på mine søskende og tænkte: “Ingen ser glade ud. Jeg vil ikke være alene, jeg vil ikke have skæld ud hele tiden." Jeg opdagede hurtigt at det, at dække andres behov, være sød og dygtig - skabte ro. Min konklusioner var "Ro er godt og uenighed er farlig."


3 børn - 3 konklusioner - 3 fejlindlæringer.

Det var fejlindlæringer, fordi min mors reaktioner INTET havde med os at gøre. Det havde intet at gøre med de behov vi havde. Det handlede om hendes følelsesmæssige sår og fejlagtige konklusioner fra barndommen, som hun ikke var bevidst om.

Så - hvordan ser en sådan fejlindlæringerne ud i vores voksenliv - i Bilka og på lagnet?

Som kæreste og ven var jeg uærlig. Jeg udtrykte ikke mine behov fordi jeg ikke kendte dem. Jeg havde tilbragt min barndom og ungdom, med målet om at passe ind i andres behov - og dem var jeg skarp på. Jeg kunne med den største præcision beskrive hvad andre følte.

Jeg var både på turen til Bilka, til personalemødet og på lagnet, optaget af skabe ro og velbehag i verden omkring mig. Jeg var ikke mig - men en tilpasset version - alt sammen ud fra et lille barns konklusion. Og det gik jo meget godt - mennesker omkring mig var ret tilfredse med mig. Jeg blev kaldt dygtig, venlig, favnende, social, den som blev valgt og hende som altid var heldig.

Virkeligheden i mit liv var noget anderledes. Det var lidt som at sætte en 5 årig til at være direktør for en virksomhed - fordi varelaget slap op. Til sidst var jeg så udmattet, at jeg måtte skifte mand og jobs for at overleve - og til sidst blev jeg syg - alvorligt syg. Så projektet var vanvittigt og med meget lille succesrate. Den eneste succes var i verden omkring mig - ikke i mig.

Det er svært at bygge et sundt ståsted i livet, med en 5 årig ved styrpinden.


Så hvad gjorde jeg?

Jeg blev bevidst, fandt min vilje og en stor portion mod.

Bevidstheden skabte muligheden for at forandre.

Viljen skabte evnen til at kunne.

Modet fik mig til at handle på det - gå helt nye veje i livet.

Så jeg har med krum hals været igang - jeg har ryddet så meget op, at selv oprydningseksperten Marie Kondo ville være stolt.

Åh gud tænker du sikker igen: "Jeg gider sgu ikke kigge mere på den barndom…… og oprydning lyder anstrengende og tidskrævende."

Tja.... måske, men hvor meget tid bruger du på at ignorere følelser i krop og sind og hvor meget tid bruger du på at være utilfreds?

Hvor meget tid bruger du på at dulme dit liv med Netflix, rødvin, søde sager og arbejde?

Kære menneske - det første skridt er “bare” gøre noget nyt - helt enkelt.

Har du læst her til så har du allerede gjort noget nyt - du er blevet interesseret i dig selv.


Helt oprindeligt var vi, som vi skulle være...

 .....så du skal ikke opfinde en ny tallerken.

Vi havde ingen behov som var dumme

Vi var ikke besværlige

Vores følelser var helt naturlige

Vi var elskelige

Vi blev født som de kærligste mennesker

En baby er bare kærlighed.


Så du skal "bare" tilbage - du skal møde disse indkapslede misforståelser i din krop og dit sind.

Du skal fortælle den del af dig som er overbevist om, at verden er bedst hvis du er dygtig, at det var en fejl. At kærlighed ikke er noget man skal anstrenge sig for.

Du skal fortælle den del af dig som tror at andre menneskers mening er vigtig, at det er en fejl. Den eneste der ved om du er fin og rigtig, det er dig. De andre har rigeligt at gøre med at finde ud af sig selv.

Vigtigst af alt skal du elske dig selv.

Nu får du nok brækfornemmelser - det har vi hørt milioner af gange. 

Kvalmen kommer af, at vi synes det er en umulig opgave, at være vild med os selv.

Det er fordi du har erklæret dig enig med verden udenfor om, at du ikke er som du skal være - det er en fejl! 

Så spred dine arme fine menneske - og giv dig selv den kærlighed, som du ville give til en 6 årig som blev valgt sidst til stikbold i skolen.


Du er elsket.

Det er du - altid - men det bliver først rigtig godt, når du elsker dig selv.

Går du denne nye vej, så garanterer jeg at du føler dig mere fri, glad og dragende - både i Bilka, til familiemiddagen og på lagnerne.

Jeg er beviset…… jeg har det bedre end nogen sinde før i mit 52 årige liv.

Det har været en omtumlet rejse, men rejsen værd.

Er jeg blevet en god elsker?

Ja - fordi jeg elsker mig selv og ikke længere begrænser mig.

Jeg smiler når jeg vågner,

Jeg bliver kontaktet af fantastiske mennesker, som jeg kun kunne drømme om,

Jeg arbejder med det som er sjovt og nærende.

Jeg overholder mine aftaler med mig selv - næsten ;) 

Jeg takler udfordringer let og glidende.

Jeg er flyvende.

Vil du flyve med, fineste menneske?

Så find en rejseguide - en som hepper, en som elsker at se dig blomstre, en som som elsker at se dig flyve. Her er lidt musik til rejsen  

https://www.youtube.com/watch?v=CgN058wqXZo

De aller kærligst hilsner
Nicooline Flor

Hvis du har tanker du vil dele eller har brug for en hjælpende hånd - så send mig dine ønsker og drømme på nicoolineflor@gmail.com så svarer jeg, så snart jeg kan.

IMG_3478JPG